Danish Text of Anna Bøg's Letters of December 13 through December 26, 1932

Because we think Anna Bøg's letters about the takeover of Siuyen by the Japanese have historical value, we are going to post the original Danish text of the letters after we post each English translation. If any reader who is fluent in both Danish and English has any suggestions on how our translation might be improved, please post a comment with your input.

Here is the Danish text for the letters of December 13, 1932 through December 26, 1932:

Den 13. December 1932

I gaar og i dag har vi haft 2 gange besøg af japanske flyvemaskiner, i gaar blev der kastet flyvesedler baade paa engelsk og chinesisk, paa den engelske stod der, det er var bedst, hvis vi udlændinge kunde flygte; men hvis ikke, saa gaa sammen paa et sted og hejs eders eget flag, saa vilde de prove paa at beskytte os. De var kun ude efter Røvere, deres soldater var paa vej herind o.l. Saa har vi jo hele dagen ventet dem, men endnu i aften kl. 6 1/2 er her ro. Her har været fuldt af flygtninge denne gang igen, en del gikhjem i aftes, dog er alle kange fulde; der er saa angest, de stakkels mennesker. Bibel kvinderne har haft travlt med at tage sig af dem, læse og singe med dem, de kan jo ikke gaa ud alligevel, en del kommer in til mig i min stue, der kommer jo en del, som ellers ikke plejer komme.

Den 15. December 1932

Førend jeg kom ned i Morges, begyndte folk at strømme ind, hele natten var der nogle flygtet fra byen. I løbet af formiddagen var flyvesmaskinerne her 2 gange. Og lyden af kanonskydningen naaede her ind; det siges, at der kæmpes ude ved Ta-p'ien-ling. Alle soldaterne er flygtet fra byen. Salen der klinikken var pakfuld af kvinder og smaa børn. Dog dagen gik roligt og stille hen i Byen. Der signes, at fjenderne er drevet tilbage.

Den 16. December 1932

Det har været en meget bevæget Dag, jeg vaagnede i Morges ved at høre kanonskud ikke langt borte, kokken havde hørt skud næsten hele natten. Folk strømmer til i begge gaarde; i løbet af formiddagen kom flyvemaskinerne 4 gange, midt paa formiddagen hørtes kanonskud tæt ved; men saa blev det roligt, og der blev sagt, at 17 Japanere var kommet ind og havde overtaget byden, senere sagdes der, at 300 af det nye riges soldater var kommet ind. Japanerne er indkvarteret rundt om i hjemmene, hos Lin T'ang An's er der et hold; de opfører sig pænt. For et par timer faldt sindene til Ro, men i aftes kom flygtningene igen; der ventes overfald paa byen af vore gamle soldater, der siges, at alle porte baade store og smaa i gaderne staar aabne. Nu gaar vi til hvile i Herrens Navn.

Den 17. December 1932

Det, som vi lige siden kampen i sommer har vidst vilde ske, skete i gaar den 16 uden store kamp. Det forventes, at de gamle vil samle sig og angribe igen.

Den 20. December 1932

Hvilken forandring der er sket med vort kære Siuyen, det er pludselig blevet som en ny verden. Naar man gaar paa Gaden, kan man trække vejret frit; alle gamle soldater er som sporløst forsvundne; dog siges der, at der kæmpes ved Kuan-men-shan og flere steder. Her er nu lavet flyveplads ude lidt nord vest for byen, i dag har flyvemaskinen været oppe mange gange; men folk kom ikke mere løbende hertile, man vænner sig til det. Dog tror Chineserne stadig, at byen vil bleve overfaldet af de gamle soldater.

Den 24. December 1932

Næppe havde jeg afsendt sidste Brev med de sidste gode efterretninger, før ulykken brød løs over os; den 22 om Morgenen vaagnede vi ved stærk skydning. I løbet af natten var en del af vore gamle soldater kommet ind i byen. Dagen igennem blev der skudt med kanoner og bøsse efter østbjergene.

Den 25. December 1932

Natten mellem den 22 og 23 forløb forholdsvis rolig dog med jævn skydning. Den 23 forløb noget nær som 22 dog syntes det, som de gamle soldater vandt mer mod, de byggede en skanse oppe ved hovedgaden og vovede sig ud paa hovedgaden, hele dagen gik det løs med skydning, ingen kunde gaa ud, vore flygtninge var i nød, igen mad og ingen brændne. Portene maatte ikke lukkes op. De gamle soldater holdt sig stærkt her omkring og søgte Ly i japanernes tome hus; der hørtes de hele natten. Natten mellem d. 23 og 24, igen jæven skydning paa Gaden. Vi lagde os allesammen tidligt, sov nogenlunde. Den 24 Juleaftensdag var den aller, allerværste.

Da havde vi nemlig flyvemaskinerne svævende over os, kastende 16 bomber. Da de gamle soldater var samlede her omkring, faldt de fleste bomber lige her ved, vore huse rystede, støvet fløj om Hjørnerne, jernstumper af bomber fandtes alle vegne, en Rude gik i stykker nede i Bjergaardes Gæsteværelse. Det er frygteligt, naar Bomber falder. Tænk! een faldt gennem Taget paa Huset, hvor Tun T'ui Tan (en ung 17 aarig Kristen pige) bor, men ikke i deres stue, i de to stuer paa den anden side køkkenet, de store Bjælker var som klippet over, Kisterne ved væggen splintrede, vinduerne sprængte og et mægtigt hul i jorden o.s.v. heldigvis var familien taget ud til San Ch'i (en Landsby syd for Siuyen).

Tung T'ui Han havde lagt sig paa Gulvet og bedt, hendes Mor sagde: Bed min Datter. Maatte det dog væke Forældrene op! I vor Nabos Gaard, den store Gaard vest for vort Hus, saa vi Bomben falde, der kom dog ingen til Skade, i en anden Gaard blev tre slaaet ihjel, ligeledes en Hund og en Gris, det var en uhyggelig Juleaftensdag. Ved 5-tiden forlod de gamle soldater byen, blev der sagt. Fra vestgavlværelset i det nye hus kunde vi følge begivenhedernes Gang. Saa lukkede vi Porten op, og for første gang i flere dage turde vi stikke hovednerne ud; vore nærmeste nabo sagde: vi er i ly af jer. Kvinderne søger altid herover. Men næppe havde vi trukket vejret let, før der sagdes: Nu kommer der et nyt hold gamle soldater ind ad syd porten. Da sank modet i manges hjerter, og flygtningene strømmede til. Vi maatte sige Ja till alle Flygtninge baade mænd og kvinder. Bare vi maa være her, vi vil sidde paa en bænk, ligge paa gulvet eller være udenfor. Og det var Juleaften! Vi Danske samledes til Gaasesteg hos Bjergaardes og tændte Juletræ for Børnene, det var en stor, tør Gren af Aprikos træet, det var rigtig pænt med lysene tændt. Vi knælede tilsidst sammen, og Bjergaarde mindede os om, at naar Hjertet sidder mest beklemt, saa bliver Glædens Harpe stemt. Alle Flygtningene havde en lille Fest over i Salen, det varede i flere timer, og Folk sad stille. Saa skulde vi se at finde Plads til mødrene med de mindste paa en varm Kang. I denne Tid har jeg tænkt paa det Ord: Ve de frugtsommelige og de, der giver die. Det var saa mange smaa Spædbørn, jeg har slet ikke Tal paa dem den Nat, Julenat. Tilsidst havde jeg en lille stille stund om Salme 3 i Biskop Olesens Andagts bog Livet.

Han siger: "David tog Gud ved Haanden, og det gjorde ham tillidsfuld. Se først paa Herren og overvej hans Magt og Trofasthed, inden du begynder at tænke paa dine Vanskeligheder. Se ti Gange paa ham, for hver Gang du ser paa Fjenderne! Som dine Dage er, skal din Styke være; mod de angribende vil han være dit skjold."

Aldrig har det set mere truende ud end den Juleaften; der var kastet flyvesedler med det Bud, at næste dag vilde der kommer mange flyvesmaskiner og kaste bomber over hele byen, fordi Siuyen var i forbund med røverne. Uden omkring Siuyen laa røverne tæt belejrende, der siges i Tusindvis. Da vi sang "Lønligt iblandt os de gaa" om Englene i "Glæde Jul", følte vi det som en Virkelighed. Den første Del af Natten blev der skudt, den sidste var roligere. Saa kom vi da ogsaa gennem den Julenat. Næste morgen vaagnede vi ved børnenes pludren nede i garden; da jeg kiggede ud, stod de voksne ogsaa i smaa grupper.

Saa pludselig ved 9-tiden lyder der stærk Banken paa Porten. "Hvem?" spørget vi. "Japanere!" Med glæde aabnede vi porten og en pæn ung Mand ledsaget af 4 bevæbnede Soldater spørger os paa Chinesisk: "Hvordan staar det til? Blev nogen saaret i Gaar? Nu kan I aande lettet. Røverne er borte"; saa fortalte jeg ham, at det var Jul. Han siger: "Merry Xmas" (Glæde Jul) jeg er ogsaa en Kristen." Købmændene blev kommanderet til at aabne Boderne, og i Gaderne saas overalt de nye Lands Flag.

Ovre i salen holdt vi Juleprædiken for en tæt pakket forsamling, mange af Naboerne var med og flere af de kolde Kristne.

Den 26. December 1932

I morges, da vi kom til Kirken, var der kun os herfra, samtidig var der en Flyvemaskine, den holdt nok flere fra at gaa ud, men før Gudstjenesten var slut, kom der dog en del, og der blev ogsaa altergang. Netop ved den tid kom det japanske heste-regiment, lidt senere fodfolk, de er nu indkvarterede alle vegne; den store stue er fuld, i Bjergaardes 2 soveværelser ligger 10, de har lavet mad i Bjergaardes vaskehus, løbet frem og tilbage mellem os og Naboerne, en staar vagt med skarp bajonet. Det vakte stor lettelse i Byen, da de kom ind; alle maend turde gaa ud paa gaden og hjaelpe med indkvarteringen, det turde de rigtig nok ikke, da deres egne kom ind; da var ikke en eneste paa gaden. Gamle Liu (vor Stuemand) har været stille og frimodig under det alt sammen, taget det som en Kristen. Jeg har ikke været spor af bange, det er Guds kraft i rette Tid, dog holder jeg ikke af at høre bomberne falde; den lyd tror jeg vil staa for mig, hver gang jeg hører en flyvesmaskine. Chineserne siger, det er den værste at krigene; de har oplevet.

Fortsættes.

Source:
Bøg-Madsen, Anna; "Siuyen - Uddrag af Privatbreve fra Frøken Bøg-Madsen”, Dansk Missionsblad; March 8, 1933; Vol. 100, Nr. 10, pp. 144-146.
All D.M.S. materials used with permission.